Næstformand for Øresundskomiteen:
”Udfordringen er at få parlamenterne til at lytte”
 

Vand mellem to regioner kan være en forhindring for et samarbejde – og har været det tidligere. Men i dag samler vandet mellem Sjælland og Skåne mere, end det skiller. Og står det til Vibeke Storm Rasmussen, næstformand for Öresundskomiteen, må øresundsintegrationen gerne ende som et egentligt byprojekt hele vejen rundt om Øresund. Vi mødte næstformanden til en snak om øresundssamarbejdet i dag - og i fremtiden.
 
Det er en travl Vibeke Storm Rasmussen, der kl. 9.45 slår døren op fra mødesalen på Regionsgården i Hillerød. Ud over at være formand for Öresundskomiteen sidder hun på posten som formand for Region Hovedstaden og har i den forbindelse deltaget i et orienterende møde for regionsrådet om mulige hospitalsbesparelser i næste års budget.
 
Mere end 25 år i dansk lokal- og regionalpolitik har hævet stresstærskelen hos den 63-årige socialdemokrat, men i dag ser programmet næsten umenneskeligt ud: Klokken 12.00 skal hun deltage i et møde i Næstved – og ind imellem skal der gives interviews til en lang række dagblade i forbindelse med nyheden om, at Trygfonden netop har givet 50 millioner kr. til et forsøgsordning med akutlægehelikoptere i Regions Hovedstaden og Region Sjælland. Og endelig skal Vibeke Storm Rasmussen i aften overrække årets INDEX-pris for innovativt design i DR’s koncertsal.
 
Efter en række pressehenvendelser må turen til Næstved aflyses. Det giver samtidig mulighed for, en lidt længere snak om det aktuelle samarbejde over Øresund – en proces som Vibeke Storm Rasmussen senest i går debatterede med den svenske næstformand i Öresundskomiteen, Jerker Swanstein.
 
Politiske forhindringer
”Generelt er samarbejdet en stor succes. Set i en europæisk sammenhæng er det utroligt, hvad vi kan finde ud af at samarbejde om i Norden. Alt, hvad der hedder handel og kulturel udveksling fungerer fint. Vi har tilmed et godt samarbejde på sundhedsområdet, hvor vi blandt andet bytter hospitalspladser. Rent politisk er der derimod stadig en del forhindringer, der skal ryddes af vejen, før systemerne spiller helt sammen”, forklarer Vibeke Storm Rasmussen.
 
Hun nævner som eksempel, at en svensker med job i Købehavn kan løbe ind i problemer i forbindelse med en barselsorlov. En anden forhindring – eller udfordring, som formanden foretrækker at kalder det – er at få de to lande til at samordne deres trafikplanlægning. I øjeblikket er man på begge sider ved at tegne trafiksystemer uden hensyntagen til nabolandets.
 
Trafikudvalg sat sammen
”Svenskerne er ved lave en transport- og udviklingsplan på veje og jernbaner, som ikke er koordineret med danskerne. På samme måde diskuterer trafikplanlæggerne i Danmark, som om verden stopper ved Øresund”, sigerVibeke Storm Rasmussen og hamrer et håndkantsslag i bordet for at markere grænsen for udsynet.
 
”Vores allerstørste opgave i Öresundskomiteen er derfor at få de respektive parlamenter til at åbne øjnene for de enorme muligheder, der ligger i regionen – forudsat, man tænker sig om. Af samme grund har vi nu sat trafikudvalgene fra begge lande sammen i håbet om, at man kan få et lidt bredere perspektiv på tingene”.
 
Fremgang for alle
Selvom Vibeke Storm Rasmussen næsten ikke kan få hænderne ned af lutter begejstring over det dansk/svenske projekt, findes der også faldgruber, man gør klogt i at styre udenom. Indtil videre har det fungeret fint med det store antal svenskere, der dagligt sætter kursen mod en arbejdsplads i Danmark. Men hvad sker der den dag, hvor jobbene ikke længere hænger på træerne i København og omegn?
 
”Vi må erkende, at der findes en risiko for, at man på et tidspunkt kan komme til at slås om de samme arbejdspladser – og at københavnerne kan komme til at føle, at dem fra den anden side hugger deres jobs. Det skal vi være meget opmærksom på, og derfor håndterer vi samarbejdet med stor følsomhed. Vi skal tænke i fremgang for det samlede øresundsområde, så alle får del i kagen, og ingen føler sig snydt. Det er noget, vi har meget stor fokus på”.
 
Ringby Øresund
I takt med at nationalstaterne integreres i EU, kommer regionerne til at spille en stadig større rolle, spår Vibeke Storm Rasmussen. Blikket vil ikke længere kun være rettet mod nationalstaten – men i stigende grad mod Europa og regionerne. Derfor ser formanden store muligheder i en fortsat udbygning af øresundssamarbejdet.
 
”Vi har et helt naturligt interessefællesskab i området. Vi har ingen sproglige, kulturelle eller historiske problemer, der står i vejen for udviklingen af det, man billedlig talt kan kalde ”Ringby Øresund”. I virkeligheden kan man anskue det her som udviklingen af et byprojekt – og stod det til mig, fik vi hurtigst muligt etableret en fast forbindelse mellem Helsingør og Helsingborg. Hellere i dag end i morgen – det ville fremme udviklingen kolossalt”.
 
Svensk/dansk medie
Et andet stort punkt på formandens ønskeseddel er en dansk/svensk – regional nyhedsformidling. Problemet er ifølge Vibeke Storm Rasmussen, at både lokale og landsdækkende medier i Sverige og Danmark har meget svært ved at få øje på historier på den anden side af vandet.
 
”Vi har brug for meget mere regional forbrugeroplysning på tv – specielt med hensyn til handel og kulturelle tilbud. Gennem mediebilledet vil man også kunne skabe mere forståelse for mulighederne i vores region”.
 
Befolkningen er klar
Hun erkender dog, at det ikke er noget, der ligger lige om hjørnet, men at det kun kan blive til noget, hvis man i de to stater beslutter sig for et medie-samarbejde. Alternativt kunne man give regionerne mulighed for sammen med erhvervslivet at etablere en regional tv-station.
 
”Vi skal ikke glemme, at erhvervslivet på begge sider har en meget stor interesse i et øget samarbejde”, pointerer formanden.
 
”Dem der bor og lever deres liv i regionen er klar, nu mangler vi bare, at landspolitikerne også får øjnene op for nytteværdien af det her”, når Vibeke Storm Rasmussen lige at få sagt, før hun igen haster ud af døren på vej til næste punkt i dagens kalender.
 
Billede og tekst: Frank Ulstrup